supervision
Kan godt være både spændende, personligt udviklende og gøre os dygtigere til vores arbejde!
Hvad er supervision egentlig - og hvad kan det bruges til?
I en sundheds -og socialfaglig kontekst, ses supervision ofte som en metode til at sikre, at medarbejderne har den fornødne viden, færdigheder og kompetencer til at udfører deres arbejde effektivt og sikkert. Man skelner ofte mellem sagssupervision og fagsupervision. Egentlig er der ikke så stor forskel, forstået på den måde, at den/dem der modtager supervisionen (supervisanderne), i begge tilfælde kommer med en masse input til supervisoren om en konkret sag eller en fagspecifik problemstilling. Det er herefter supervisoren der kommer med forbedringsforslag, underviser i en relevant tilgang, eller strategi.
Ofte er det lagt an på, at vi kan løse alle opgaver, hvis vi bare kontinuerligt bliver bedre og dygtigere. Supervisoren fungerer altså som en slags ekspert med det forkromede overblik.
Det er der som sådan ikke noget galt i, men det efterlader ofte supervisanderne i en situation, hvor der ikke bliver arbejdet med tilliden til egne evner eller med det, der er svært og står i vejen for den enkelte.
Dynamisk rewilding supervision
Et supervisionsrum kan meget mere end bare være feedback, undervisning eller metodisk kvalitetsikring. Det kan være et rum, hvor der er plads til at udfordre den enkeltes overbevisninger og finde ud af, hvad der egentlig danner fundament og ligger bag de valg vi træffer i den faglige kontekst.
Rewilding betyder at “genforvilde”, altså det modsatte af, at gøre tam og lægge sig hen i kurven. At rewilde er at genetablere kontakten til noget vi har glemt eller gemt væk, i forsøget på at passe ind i flokken.
Begrebet bruges meget om naturen omkring os, men mennesket er også natur før det er noget andet - og det er også en forudsætning for det professionelle menneske, at finde tilbage til den indre kraft og grundlæggende tillid til egne evner. Vi besidder den kerne af kompetencer vi har brug for, og kan stole på at vi godt ved hvad vi skal gøre, hvis vi ikke hele tiden er bange for, at gøre noget forkert. Vi har brug for faglig og kontinuerlig udvikling på vores specifikke område, men vi kan ikke frit bruge den viden vi har adgang til, hvis vi ikke genetablerer kontakten til vores egne fundamentale menneskelige kvaliteter.
Uanset hvilken kontekst vi arbejder i er det er os som mennesker, der skal bringe faglighed og kompetencer i spil - og koble dem til en konkret her-og-nu situation med et andet menneske. Så hvordan giver vi os selv og hinanden de bedst betingelser for, at være det autentiske menneske, der ser det andet menneske som det er?
