ADHD & Mikrotraumer
Du Ved Det Ikke, Men Din Krop Husker Det
Alle de gange nogen sagde "Hvorfor kan du ikke bare...?"
Alle de gange du glemte noget vigtigt og så skammen i deres øjne.
Alle de morgener du vågnede med kuldegysninger fordi du IGEN havde glemt det vigtige.
Alle de år du troede "Der er noget galt med mig."
Din krop husker. Og den betaler prisen. Ikke i morgen. Ikke næste år. Men stille, over årtier, slides den op indefra.
Det viser sig som inflammation. Som smerte. Som udmattelse. Som hjertesygdom. Som 8-9 år kortere liv.
Men ingen fortalte dig det. Fordi ingen så traumet.
Vi Taler Om Traumer Som Om De Kun Er Store Ting
Når vi siger "traume", tænker folk: Ulykker. Vold. Overgreb. Krig. De store, tydelige ting.
Men der findes en anden slags traume. En der er usynlig. En der akkumuleres. En der sker i det små, hver eneste dag, gennem hele dit liv.
Mikrotraumer.
Det er ikke ÉN stor begivenhed der knuser dig.
Det er tusindvis af små brud. Dag efter dag. År efter år.
"Hvorfor kan du ikke bare huske det?"
"Du lytter aldrig."
"Alle andre kan finde ud af det."
"Er du dum eller hvad?"
"Du er så kaotisk."
"Jeg kan ikke stole på dig."
Hver gang du hørte det. Hver gang du så blikket.
Hver gang du tænkte "De har ret. Jeg duer ikke."
Din krop registrerede: FARE. Ikke fare som "en tiger vil spise mig." Men fare som "Jeg bliver udstødt. Jeg er ikke god nok. Jeg vil være alene." Og for din hjerne - for dit nervesystem - er der ingen forskel.
Begge udløser alarm.
Men Hvorfor Ser Ingen Det?
Fordi det ser ikke ud som traume. Du græder ikke (i hvert fald ikke hvor andre kan se det).
Du er ikke "knust" eller "hjælpeløs." Du FUNGERER. Du går på arbejde. Du passer dine børn. Du laver mad. Du smiler når du møder folk. Udadtil ser det ud som om du klarer dig.
Men indeni?
Indeni bruger du 200% energi for at levere 80% af hvad andre gør med 50% anstrengelse.
Indeni scanner du konstant rummet: "Har jeg sagt noget forkert? Glemte jeg noget? Ser de at jeg ikke dur?"
Indeni gentager du hver fejl i dit hoved, om og om igen, om natten når du ikke kan sove.
Det er ikke "bare stress."
Det er overlevelse.
Og det slider.
Især Hvis Du Er Kvinde Med ADHD
Fordi du lærte tidligt at skjule det. Piger med ADHD bliver ikke diagnosticeret. Vi bliver kaldt "drømmere," "distræte," "for følelsesmæssige."
Vi lærer at maskere. At kompensere. At være "den søde pige der bare er lidt glemsom."
Vi lærer at det er VORES ansvar at passe ind. Så vi prøver. Åh gud, hvor vi prøver.
Vi sætter alarmer. Vi skriver lister. Vi siger ja til alt fordi vi er bange for at skuffe. Vi arbejder dobbelt så hårdt som alle andre. Og når det alligevel går galt - når vi glemmer, når vi er for meget, når vi ikke kan overskue det - så tænker vi:
"Det er fordi jeg er doven."
"Det er fordi jeg er dum."
"Det er fordi der er noget fundamentalt galt med mig."
Og det - dét dér - er traumet. Ikke ÉN begivenhed. Men årtiers akkumulerede overbevisning om at du er problemet.
Nye Tal Chokerer - Men Ikke Dem Der Lever Det
I januar 2025 kom der et britisk studie: Kvinder med ADHD lever gennemsnitligt 8,64 år kortere end kvinder uden ADHD. Ikke 8 måneder. Ikke et par år.
Næsten ni år.
Mænd med ADHD mister 6,78 år. Men kvinder mister mere. Og studiet så kun på dem der faktisk HAR fået en diagnose. Det betyder: Kun cirka 1 ud af 9 voksne med ADHD.
Resten? De lever uopdaget. Og mister sandsynligvis endnu flere år.
Når jeg fortæller det til mine klienter, er de ikke overraskede.
De nikker bare. "Selvfølgelig," siger de. "Jeg kan mærke det. Min krop er træt. Jeg har ondt overalt. Jeg bliver syg hele tiden." De VED allerede at noget er galt. De har bare aldrig hørt nogen sige:
"Det er ikke fordi du ikke passer godt nok på dig selv. Det er fordi du har overlevet i et system der aldrig var bygget til dig."
Men Hvordan Kan "Følelser" Give Hjertesygdom?
Det lyder måske mærkeligt.
Hvordan kan det at føle sig utilstrækkelig - at glemme ting - at blive kritiseret - føre til hjerteanfald?
Her er den enkle sandhed:
Din krop kan ikke se forskel mellem "Jeg løber fra en tiger" og "Jeg er ikke god nok."
Begge registreres som FARE.
Og når din hjerne registrerer fare, sker der det her:
Stresshormoner produceres (især kortisol)
Dit hjerte slår hurtigere
Din krop er i alarmberedskab
Det er PERFEKT... hvis det varer 5 minutter. Hvis du faktisk løber fra tigeren. Og så er faren ovre.
Men hvad hvis faren ALDRIG er ovre?
Hvad hvis du hver eneste dag:
Skal huske tusind ting (og ved du glemmer halvdelen)
Skal virke "normal" (selvom din hjerne ikke fungerer sådan)
Skal skjule hvor hårdt det egentlig er
Lever med konstant frygt for at blive "opdaget" som utilstrækkelig
Så går alarmen. Hver dag. I årtier.
Det er her det går galt.
Hvad Der Sker I Din Krop
Forestil dig en bil.
En normal hjerne kører i gear 1-2 det meste af tiden. Skifter op til gear 4 når nødvendigt. Tilbage til gear 1 når hvile.
Din hjerne med uopdaget ADHD?
Du har kørt i gear 4-5 hver eneste dag i 30, 40, 50, 60 år. Aldrig pause. Aldrig hvile. Konstant på.
Hvad sker der med en motor der kører konstant?
Den overopheder. Den slides. Dele går i stykker.
Det samme sker med din krop.
Årene Går - Kroppen Slides
De første 10-20 år:
Du kompenserer. Du klarer det. Du tror måske "alle har det sådan."
Men indeni: Stresshormoner produceres konstant
Dit immunsystem begynder at reagere - kroppen tror den er under angreb
Inflammation starter (kroppens forsvarssystem begynder på konstant lavt blus)
År 20-30:
Inflammation begynder at beskadige væggene i dine blodkar
Som rust der samler sig i et vandrør
Kolesterol sætter sig fast i de beskadigede steder
Små "plak” aflejringer begynder at dannes i dine arterier
År 30-40:
Blodtrykket stiger (hjertet skal presse hårdere igennem smallere kar)
Blodsukker dysreguleres (kronisk kortisol fører til insulinresistens)
Fedt samles omkring maven (visceralt fedt der producerer MER inflammation)
Du udvikler måske: Migræne. Kronisk udmattelse. Diffuse smerter. Svampeinfektioner. Autoimmune symptomer.
År 40-50:
Plakaflejringer i kar er nu betydelige
Risiko for hjerteanfald eller slagtilfælde stiger dramatisk
Mange udvikler: Type 2 diabetes. Hypertension. Autoimmune sygdomme.
Resultatet: Kvinder med ADHD dør ikke AF ADHD.
De dør af hjerteanfald. Slagtilfælde. Diabeteskomplikationer. Autoimmune sygdomme.
Men roden var årtiers uopdaget, ubehandlet, usynligt traume.
Det lyder meget som om, vi har brug for en læge
Og ikke en psykoterapeut? Og det er rigtigt. Det vi glemmer når vi taler om følelser og om traumer er, at de har et biologisk aftryk i vores krop. Følelser er ikke bare følelser. Tanker er ikke bare tanker. Et traume er ikke bare psykisk.
Hver en celle i vores krop, har brug for hjælp. Og det psykoterapien kan hjælpe med er først og fremmest validering; at blive mødt, hørt, set og svaret - og bevidste om, at der IKKE nogensinde har været noget galt, med den vi er. Og den måde vi er det på. Det tager tid. Og vi får ikke de 8,64 år tilbage. Men vi kan standse ulykken. Og vi kan blive raske igen. Og vi kan se os selv i et nyt, varmere og kærligere lys.
Kærlig Hilsen
Cecilie