Når vi taler supervision i grupper er der en altafgørende faktor vi ofte springer over eller går udenom.

Vi ved godt, hvad vi gerne vil have, men vi vil hellere kigge opad og fremad end vi vil dykke ned i det, der spænder ben.

Den dynamik der kendetegner vores gruppe, team eller afdeling, er det der afgører hvor langt vi kan komme med vores ønsker.

Hvis vi kun vil faglig udvikling, sagssupervisioner, strategiplanlægning og tavleundervisning, så rykker supervisionen ikke på noget, men fastholder status quo.

Hvis vi derimod tør se på vores kultur, roller, kommunikation, arbejdsmiljø m.m. kan der være rigtig meget information, at hente, om vores måde at samarbejde på.

Er vi eksempelvis trykke ved, at være ærlige med hinanden?

Er der nogen der er private venner og derfor har svært ved, at adskille det faglige fra det personlige?

Er vi så pæne og konfliktsky, at den vrede eller irritation vi ikke får leveret, bliver til hånlig sarkasme?

Bruger vi hinandens kompetencer, eller vil vi hellere selv være i kontrol - og undlade vi derfor at indrage en kollega?

Er vi parate til, selv at tage ansvar for vores del -og deltage aktivt i supervisionen, eller sidder vi bare og synes, at vi spilder vores tid?

Der kan være noget befriende i, at være et andet sted end vanligt, hvor ingen har patent på en bestemt rolle. Der kan være noget spændende ved, at opleve hinanden i situationer, der er anderledes end de plejer.

Naturbaseret dynamisk rewilding supervision kan være en måde at genopfinde et fagligt og kollegialt sammenhold, der måske er blevet væk?