
#vipasserpåjermenhvempasserpåos?
#VIPASSERPÅJERMENHVEMPASSERPÅOS?
Betyder overordnet, at alle der bærer uniform; politibetjente, soldater, brandfolk, paramedicinere, fængselsbetjente, sygeplejersker mfl, og hver dag udsætter sig selv for farer, mens de passer på andre mennesker. Bør have meget mere forebyggende supervision og viden om egne reaktioner på potentielt traumatiserende oplevelser, samt lettere adgang til behandling, eksempelvis psykoterapi.
Der kommer løbende nye begivenheder her:
Hold øje med siden, hvis du vil med! Og skrive til mig, hvis du har et specifikt ønske om et arrangement: naturspejlet@gmail.com
Det begynder alt sammen med en fornemmelse i kroppen, der fører til en tanke, som bliver fortolket af vores kulturelle, sociale og fagspecifikke normer - og bliver til den følelse vi tror, er den mest legitime i sammenhængen. Men er det sandheden?

naturbaseret gruppeterapi for sygeplejersker og andre sundheds professionelle
Naturbaseret gruppeterapi for sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, der oplever symptomer på moralsk stress/skade, angst, depression, belastningsreaktioner m.m.
Når nogen eller noget overtræder og forulemper vores fysiske, faglige eller moralske grænser, reagerer vores krop. Kemiske og fysiologiske processer igangsætter og forbereder os på, at handle, kæmpe eller flygte. Når vi er på arbejde er kamp eller flugt sjældent en mulighed – og ofte står vi i situationer, hvor vi godt ved, hvilken handling der er den rigtige, men vi bliver forhindret i at udfører den, fordi rammer, organisering eller økonomi står i vejen. Vi kan stå med oplevelsen af, at ligegyldigt hvad vi gør, er vi med til at gøre indirekte skade på et andet menneske, fordi vi ikke har tiden, ressourcerne eller opbakningen til, at gøre det rigtige, det vi er uddannet til. For at kunne være i situationer, der strider mod vores faglige og personlige værdier, er vi ofte nødt til at lukke af for det vi mærker, så vi undertrykker vores naturlige instinkter og lukker af for kroppens vigtige beskeder. I stedet sætter vi vores lid til vores intellekt og vores tanker og har ofte tendens til, at undervurdere betydningen, af den enkelte situation. Eller overvurdere, hvad vi egentlig kan og skal holde til når vi er på arbejde. Og hvad værre er, vi får ikke taget hånd om det, fordi vi skal skynde os videre til en ny opgave eller en ny situation, hvor det hele gentager sig.
Konsekvensen af, at undertrykke og negligere vores krop og dens forsøg på, at få os i tale, er ofte forbundet med, at kroppen holder op med at stole på os. I sit desperate forsøg på, at passe på os og forhindre at vi kommer mere til skade, lukker kroppen ned. Det kan være vi pludselig mister synet, det kan være vi ikke kan komme ud af sengen, det kan også være vi ikke kan huske, eller finde vej, ikke kan finde de rigtige ord etc. For nogen af os er der tale om et regulært sammenbrud, hvor vi ikke kan udføre helt almindelige dagligdags ting, gå i bad eller tage tøj på, spise eller lign. Det kan være vi græder hele tiden, eller er vrede og aggressive uden at vide helt hvorfor. Vores krop tvinger os til, at forholde os til, at noget er galt.
Ofte er det forbundet med skyld og med skam - og det kan være svært for mennesker omkring os, at få lov til at hjælpe os, for vi føler os ofte fremmede overfor dem og skubber dem væk, hvilket bare bidrager med mere skam og trang til, at isolere os.
Gruppeforløbet er planlagt med udgangspunkt i forskning og praksiserfaring, og bygger på viden om vigtigheden af, at vi har et sted, hvor ingen dømmer os for vores handlinger, eller mangel på samme - men også, at vi har brug for, at finde tilbage til et udgangspunkt i os selv, hvor vores indre værdier bliver det retningsgivende for vores handlinger. Der vil være en vekslen mellem elementer af, at genskabe kontakten til naturen i dig selv, gennem relationen med naturen omkring dig. Og skabe kontakt til andre mennesker, gennem et fællesskab, der bygger på en gensidig forståelse af, kendskab til og respekt for, hvad det er for udfordringer og problematikker vi står i, i vores hverdag - både som faggruppe(r) og som menneske.
Der vil hver gang være en vekslen mellem alenetid i kontemplation og tid med gruppen. Du vil eksempelvis finde dit helt eget sted, hvor du fra gang til gang, på en blid og nænsom måde, iagttager, genopdager og udvikler din evne til, at være i kontakt med, lytte til og forstå din krop og dine emotioner, din indre natur. Der vil være tid til, at kalibrere dit indre kompas og finde ind til dine, måske glemte eller måske nye værdier, som kan hjælpe med at vise dig den vej, der er rigtig for dig.
Gruppen vil være et sted, hvor vi deler vores individuelle oplevelser, bliver rummet, spejlet, er nysgerrige på os selv og hinanden, henter inspiration - og over tid kan blive trygge ved, at stå i os selv, sammen og hver for sig.
Forløb over 10 gange med efterfølgende evaluering koster i alt 1200 kr. Der er mulighed for 1:1 sessioner sideløbende eller i forlængelse af forløbet. Dette er ikke inkluderet i de 1200 kr.
Du forpligter dig til et fællesskab, hvor vi er de samme mennesker alle 10 gange. Dette for at skabe forudsigelighed og tryghed. Derfor betaler du for alle 10 gange ved tilmelding. Det er ikke muligt at få pengene retur ved afbud.
Min rolle som psykoterapeut vil være en vekslen mellem, at være den der sætter rammen, er inviterende og anviser måder, at bruge rummet på. Hver gang vil jeg komme på besøg på dit sted og gennem forløbet hjælpe dig med, at holde fast i, være nysgerrig på og fordybe dig i det, der viser sig fra gang til gang. Det vil også være, at facilitere deling af oplevelser og tanker i gruppen.
Gruppeforløbet er for alle, uanset om man er i arbejde, er sygemeldt eller uden arbejde.
Du kan godt deltage, selvom du eksempelvis får antidepressiv eller angstdæmpende medicin eller lign. men det er vigtig, at du fortæller mig det ved tilmelding. Da jeg selv, er psykiatrisk sygeplejerske, er jeg underlagt sundhedsloven, selvom jeg udfører mit psykoterapeut faglige hverv.
Der er plads til max 8 deltagere og alle gange vil tidsrammen være mellem 2 og 3 timer, alt efter vejret og behovet for pauser.