Diagnoser…

Det her er ret vigtigt for mig.

Jeg er ikke psykoterapeut for specielle diagnoser - jeg er psykoterapeut for mennesker!

Jeg er ikke specialist i ADHD, autisme, spiseforstyrrelser og selvskade som kategorier. Jeg er specialist i at skabe et rum, for mennesker, der tænker, føler og mærker og agerer på måder, der ikke altid bliver mødt med forståelse og nysgerrighed. Men ofte krav om forandring og tilpasning.

Jeg er optaget af, at psykoterapi ikke skal være endnu et sted, hvor du skal passe ind i en ramme, der ikke er skabt til dig. For jeg ved, at psykoterapi kan være både ubehageligt og re-traumatiserende, hvis det du møder er endnu et krav om, at føle, tænke og opfører dig anderledes - og forandre det der er dig, til noget der passer bedre ind og er nemmere for andre.

Rammer og struktur er en nødvendighed. Men hvem skal de være en hjælp og støtte for? For mange er et lille rum med et indirekte krav om, at sidde stille. At have øjenkontakt. Lugte, forstyrrende lyde eller mønstre på puderne. Et billede der hænger lidt skævt, skarpt lys og en forventning om, at vi taler sammen i 45 minutter, ikke en ramme der understøtter tryghed og plads til dig.

For mennesker der har eksempelvis koncentrationsbesvær, sanseforstyrrelser eller som ikke har det talte sprog, som deres foretrukne form for kommunikation, kan de her ting føles overvældende, grænseoverskridende og være den direkte årsag til, at psykoterapi ikke giver mening for den enkelte.

Rammer og struktur må aldrig være noget der klemmer mennesket. Der er ikke nogen der skal føle sig forkerte i det rum, jeg holder for dem.

Psykoterapi må aldrig blive ubehageligt fordi rammen er ufleksibel og ikke tilpasset dig. Psykoterapi handler nemlig ikke om, at gøre nogen mere “normale” eller at “eksponere” for det du oplever, er allermest ubehageligt eller er allermest bange for.

Psykoterapi handler ikke om adfærden, selvskaden eller spiseforstyrrelsen. Men om det der ligger bagved, det der gør, at en eventuel handling eller strategi er blevet hjælpsom for dig. Det handler ikke om dét du skal holde op med, men om det du måske aldrig har tænkt eller oplevet var en mulighed.

Psykoterapi er ofte tilpasset neurotypiske mennesker, hvilket kan være en ramme der klemmer neurodivergente mennesker. Ofte er det ikke en hjælp, at vi har fokus på at ændre eller rationalisere tanker og følelser. Ofte er det ikke en hjælp, at have fokus på hvordan man kan være mere social og opretholde relationer. Ofte er det ikke en hjælp, at arbejde med at forstå andre mennesker bedre.

Ofte er det mest givende at bruge det psykoterapeutiske rum til, at lære at forstå dig selv bedre. At arbejde med muligheden for, at sætte grænser for andres forventninger til dig. Og med eksempelvis at sige til mennesker du holder af, at du har behov for ting, som de måske ikke har? Det kunne også være et rum, hvor følelser ikke er for meget eller for lidt - men hvor vi er opmærksomme på, hvordan de følelse i kroppen - og hvordan det kan påvirke din energi og dine ressourcer.

Psykoterapi handler ikke om, at tage udgangspunkt i det “normative” - det handler om, at tage udgangspunkt i dig.

Kærlig hilsen

Cecilie