Vi taler ikke om….
Vi taler slet ikke nok om, hvordan vi allesammen bliver socialiseret ind i, at afbryde kontakten til vores fysiske krop - eller hvorfor det er sådan? Eller hvilke konsekvenser det kan have for vores måde at være i livet på?
Når vi bliver født tænker vi ikke over, om vores reaktioner på sult, smerte, frygt eller ubehag er socialt acceptable. Vores sprog er begrænset til kropslige udtryk som gråd og måden vi bevæger vores krop på, om vi er anspændte eller afslappede - og vi er dybt afhængige af, at vores omsorgsmennesker forstår vores sprog. Vi kan ikke regulere - vi har brug for, at andre regulere for os, ved at opfylde vores behov.
Den kontakt, berøring, dufte, rytme, hjerteslag, øjenkontakt, lyde og spejling vi udveksler med vores omsorgsmennesker er lige så vigtig for vores overlevelse som maden og søvnen - det er grundstenene i vores oplevelse af tryghed, af at hører hjemme - at eksistere, at være elsket.
Det ydre afspejler ikke det indre - men det indre begynder af afspejle det ydre..
Et barn udvikler sig med eksplosiv fart fra nyfødt - 1. år. Men det betyder ikke, at barnet forstår verden omkring sig i samme fart. Det forstår endnu ikke sig selv eller sine omsorgsmennesker - men mærker lyden af ordene, søger øjenkontakten, leder efter smilet, fornemmelsen af deres kroppe, deres stemninger og stress - og internaliserer det i sig selv. Det lille barn oplever alt omkring sig som “Mig” og “Mig i Dig”.
Men det første år lærer os også, at vi ikke kan stole på det vi mærker. Vi skal passe ind. Vi får mad selvom vi ikke er sultne, skal sove selvom vi ikke er trætte og vi skal vendes af med, at sove tæt på den, der er vigtigst for vores nervesystem. Det er ikke ond vilje, men et forsøg på, at skabe og opretholde struktur, rutiner og forudsigelighed. Så vi lærer at ignorere vores oprindelige behov - vi lærer at andre ved bedre.
Men den ydre struktur er en misforstået overbevisning, og ikke skabt for menneskets skyld. Mennesket har selv en medfødt og stærk indre struktur, hvis ikke kulturen tilsidesætter eller ødelægger den: Vi ved godt om vi er sultne, trætte, kede af det, vrede eller tilpasse - vi kan mærke det i kroppen og forstå betydningen, hvis vores omsorgsmennesker har spejlet os, forstået os og hjulpet os med, at forstå os selv.
Men det bliver endnu mere avanceret..
Vi bliver klogere - og fjernere. Fjernere fra kroppens visdom.
Vi lærer at vi belønnes for at bide tænderne sammen. Vi får ros når vi holder ud. Vi bliver fejret når vi overskrider vores egne grænser – for at være dygtige, flittige, pligtopfyldende. I skolen lærer vi at sidde stille, selvom vores kroppe fortæller os, at vi har brug for bevægelse, for leg og for at bearbejde indtryk, for pauser. Når vi kommer på arbejdsmarkedet lærer vi at presse os selv, selv når kroppen beder os stoppe. I vores relationer lærer vi at vi skal undgå konflikter og smile, selvom noget indeni os føles helt forkert. For kroppen glemmer aldrig.
Selvom vi har lært at overhøre den, stopper kroppen ikke med at tale. Den hvisker først. Med uro. Med spændinger. Med rastløshed. Hvis vi ikke lytter, begynder den at råbe: Med smerter, søvnløshed, nedlukning. Kroppen bærer stadig på alt det, vi ikke satte ord på. Alt det, vi ikke måtte mærke. Alt det, der ikke passede ind. Alle de oplevelser af inkongruens - at vi mærkede noget var galt, men blev mødt af falske smil og et “nej, der er da ikke noget galt”.
Terapi er ikke at tænke mere over det vi mærker – det er at mærke mere af det vi mærker
Psykoterapi er ikke bare samtale. Det er at genetablere kontakten og forbindelsen til den du er, når du er DIG.
Det er at skabe mulighed for og rum til, at kroppen igen kan blive vejviser i det indre landkort. Det er at give plads og lov til bevægelse, stilhed, varme, kulde, tårer og tilbagetrækning – uden at tænke over om det nu er passende.
Vi er ikke rationelle maskiner med et par vedhængte følelser. Vi er sansende væsener. Vi er relationelle. Vi er krop. Det har aldrig været kroppens opgave at lystre os - men vores opgave, at lystre kroppen.
Vi er som vi skal være - men nogen gange er vi blevet væk fra os selv i jagten på, at passe ind og hører til. Så måske er det tid at finde hjem?
Kærlig Hilsen
Cecilie