Top-down vs. buttom-up
Top-down henviser til, at vi bruger vores kognitive, rationelle system til at regulere eller forstå. Vi forsøger at tænke os selv til ro, planlægge, forklare, analysere og strukturere. Det er den “øverste etage” i hjernen - cortex - der prøver at lede processen.
Buttom-up henviser til, at vi arbejder sanseligt, kropsligt og emotionelt - og lader kroppen og nervesystemet lede os. Her arbejder vi fra kroppen og op, med eksempelvis bevægelse, vejrtrækning, rytme og sansestimulation. Det er den “nederste etage” - det limbiske system og det autonome nervesystem - der regulerer først.
Top-down er hjælpsomt nå vi er i ro og balance - og har adgang til tænkning. Når vi har brug for at strukturere, planlægge eller forstå en situation. Når vi er fortrolige med strategier - og aktivering af dem. Når vi er fortrolige med at analysere eller reflektere over vores egne reaktioner. Når vi er fortrolige med at sætte ord på en kropslig oplevelse.
Men: Top-down virker ikke når vi er overvældede, triggede, dissocierede, paniske eller fastlåste - for der er kontakten til “øverste etage” - adgang til cortex = adgang til tænkningen - slået fra. Det betyder at vi ikke kan regulere og skabe balance med vores tænkning, når det er vores autonome nervesystem, der er aktiveret.
Og det der kan ske er, at tilgang i sig selv kan være medvirkende til, at skabe endnu mere overvældelse, panik, dissociation og fastlåsthed. Betyder det så at top-down er no-go til eksempelvis mennesker med stress, PTSD, ADHD og traumer?
Nej, men det betyder at det kræver særlig viden om - og erfaring med, at pendulere mellem tilgange på en naturlig og tryg måde. Buttom-up er hjælpsomt når vi er i affekt, uro, angst, dissociation eller kaos. Når vi har brug for at regulere (læs give plads og forstå) nervesystemet før tænkning er mulig. Når der er behov for at genetablere kontakt til kroppen: rytme, bevægelse, sansning. Når vi ikke har adgang til ord, men mærker uro, spænding eller tomhed. Når vi har brug for adgang til noget dybere i os selv: møde, forløse eller integrere.
Men: buttom-up kan også bidrage til øget dysregulering og destabilisering, hvis der er for meget fokus på at mærke og blive “oversvømmet” af kropslige fornemmelser. Vores nervesystem kan nemlig fortolke de sensoriske informationer som farer og øge stressresponsen endnu mere - især i arbejde med traumer. Betyder det så, at buttom-up er no-go til mennesker med eksempelvis stress, PTSD, ADHD og traumer?
Nej. Det betyder at det kan være afgørende, hvordan der arbejdes med buttom-up. Mennesket er en kompleks organisme - og vi reagere ikke ens på stimuli. Vi ved faktisk ikke altid, hvordan vi vil reagere på, at tale om noget eller at mærke noget, før vi gør det. Derfor er det vigtigt, at relationen mellem klient og terapeut, er en relation med stor ydmyghed og høj fleksibilitet og viden om nødvendigheden af, at tage ansvar.
Ydmyghed betyder i den kontekst, at terapeuten er et fag-menneske, der hele tiden er i - og tager ansvar for, et interpersonelt rum med klienten. Er opmærksom på klientens verbale og kropslige respons - og griber de naturlige behov for skift og pauser. Dette indbefatter også pendulering mellem eksempelvis top-down og buttom-up tilgangen.
Pendulering eller vekslen mellem det ene og det andet, er den måde vi kan hjælpe og hele nervesystemet på - fordi det giver muligheden for, at møde og integrere lidt af gangen.
Men det kræver, at klienten har tillid til terapeuten på den ene side. Og at terapeuten har tillid til sine egne situerede faglige instinkter på den anden side. Det kræver også, at terapeuten er opmærksom på sine egne behov for skift og pauser - og hvordan de kan implementeres i klientens proces. Psykoterapi er en teoretisk funderet praksis, men det er i lige så høj grad et fagteknisk håndværk, der tager udgangspunkt i det interpersonelle rum - som er nyt hver gang.
En måde at bruge pendulering og buttom-up på, er ved at integrere naturen omkring os og naturen i os. Ved at bruge lege, eventyr, symboler og gestalter til, at eksternalisere relationer, oplevelser og situationer - kan vi være i dem og bære dem - uden at vi bliver oversvømmet af dem. Vi har nemlig hele tiden en mulighed for, at flytte os væk, ændre eller omskrive den virkelighed vi står midt i. Børn leger for at forstå og bearbejde deres oplevelser af verden. De slås og går på line, hopper, klatre, gemmer sig, udspiller dramaer, løber, hinker og sanser. De leger deres oplevelser ud og omstrukturere materialet til noget, de kan forholde sig til, for nu. Men vi leger mindre og mindre - og det har betydning for, hvordan vi forstår os selv og vores eksistens i en ofte kompleks verden, af forskellige identiteter, roller, oplevelser og overbevisninger.
Har du mon også brug for, at finde tilbage til legen?
Kærlig Hilsen
Cecilie