Maskering
Et nervesystems perspektiv på hvad det koster at skjule sig selv
Jeg møder dagligt mennesker, der har brugt hele deres liv på at "passe ind." Men der er en afgørende forskel mellem den naturlige sociale tilpasning, vi alle gør - og den udmattende maskering, som mange neurodivergente mennesker oplever. En forskel, der kan betyde alt for forståelsen af, hvorfor nogle mennesker bliver ekstremt udmattede efter sociale situationer. Og ofte undgår dem, hvis det er muligt.
Hvad er forskellen?
Almindelig social tilpasning er, når vi "læser rummet" og tilpasser vores måde at kommunikere på. Det handler om situationsfornemmelse - at forstå kontekst og justere vores verbale og kropslige sprog derefter. Dette sker stort set automatisk og kræver minimal energi. Det er som at skifte gear i en bil - du tænker ikke over det, det sker bare.
Maskering er noget helt andet. Det er når et menneske oplever nødvendigheden af, at skjule sig selv - og konstant bruger energi på at:
Fokusere på samtaler samtidig med at formulere tanker
Analysere andres tale og kropssprog
Vurdere timing og gruppedynamik
Kæmpe mod indre beskeder om tilhørsforhold
Kontrollere impulser og naturlige reaktioner
Dr Dena Gassner bekriver det således: Det er "intensiv kognitiv multitasking" der er "dybt udmattende."
Nervesystemets reaktion
Det akutte niveau: "I fall to pieces"
Dette er et udtryk, som deltagere i maskerings-forskning selv brugte til at beskrive, hvad der sker efter intensive sociale situationer. Kroppen og sindet kollapser simpelthen.
Det neurologiske niveau: Konstant alarmberedskab
Når vi maskerer, holder vi nervesystemet i konstant aktivering. Modsat neurotypiske mennesker, som naturligt "dæmper" forstyrrende stimuli (som støj fra byggeplads), forbliver maskeringsmenneskets neurale netværk aktiverede i stedet for gradvist at blive stille.
Det betyder, at nervesystemet aldrig får pause. Hypothalamus-hypofyse-binyre-aksen, vores stress respons system, påvirkes direkte af denne konstante overstimulering.
Langtidskonsekvenserne: Når systemet bryder sammen
Forskning viser, at maskering - altså oplevet nødvendighed af at skjule sig selv, er forbundet med:
Øgede symptomer på generel angst
Depression
Social angst
En følelse af identitetstab
Dr Hannah Belcher udtrykker det sådan: "Jo værre vi har det med os selv, jo mere maskerer vi - og jo mere vi maskerer, jo værre har vi det." En ond cirkel, der kan føre til komplet udbrændthed.
Maskeringens skjulte traume
Det mest ødelæggende ved maskering er, at det ofte begynder som "en ubevidst reaktion på et socialt traume, før vi overhovedet forstår vi er forskellige." Børn lærer at skjule deres naturlige reaktioner, uden at forstå hvorfor de er “forkerte” eller anderledes. Dette skaber en dyb fremmedgørelse fra ens egen væren - en eksistentiel smerte, hvor mennesket til sidst ikke ved, hvem de egentlig er bag masken.
I arbejdet med mennesker der maskerer er det vigtigt med:
Validering først: Maskeringsadfærd er ikke svaghed - det er overlevelse
Energiregnskab: Hjælp klienten med at mærke forskellen i deres energiforbrug
Sikker afmaskering: Find rum og aktivitet, hvor det er sikkert at være autentisk
Nervesystem-regulering: Arbejd langsomt og med respekt for den enkeltes grænser. Brug Buttom-up, bevægelse, kreative udtryk og pendulering, for at undgå/regulere overaktivering
Det fænomenologiske fundament kan hjælpe med at genoprette forbindelsen til ens autentiske selv. Naturen kræver ikke maskering - den accepterer os som vi er. Der er videnskabeligt belæg for den naturbaserede tilgang, og studier viser, at naturbaserede interventioner er forbundet med kortsigtet forbedring af sensorisk, social og adfærdsmæssig funktion hos børn med neurodivergente diagnoser. Kontakt med naturen har vist sig at give "motorisk-sensoriske, emotionelle og sociale fordele" - netop de områder, hvor maskering skaber størst skade.
Det handler om at finde "det særlige grundlag, der får dette særlige menneske til at føle sig trygt, set og accepteret uden at skulle ændre sig for at passe ind."
Maskering er ikke bare "social træthed" - det er en neurologisk overlevelsesmekanisme med reelle konsekvenser for nervesystemet. At forstå denne forskel er første skridt mod heling og autenticitet.
Når vi anerkender maskeringens omkostninger, kan vi begynde at skabe rum for ægte menneskelig forbindelse - hvor vi kan være os selv uden at skulle bruge al vores energi på at skjule, hvem vi er.
Har du selv oplevet maskering? Kan du genkende forskellen mellem almindelig social tilpasning og den fysisk og psykisk udmattende maskering? Del gerne dine tanker - din oplevelse er valid og værdifuld.
Kærlig Hilsen
Cecilie