ADHD og sen diagnose hos voksne
Når du endelig får et svar — men svaret åbner for mindst lige så mange spørgsmål.
psykoterapi
De fleste voksne med ADHD har lært at kompensere, længe før de fik en diagnose. De har tilpasset sig, monitoreret sig selv, bygget systemer op - og brudt sammen, når systemerne ikke holdt. Diagnosen kommer ofte sent. Og med den kommer et identitetstab: hvem er jeg, når jeg ikke prøver at passe ind?
I terapien arbejder vi med det, der ligger under kompensationen. Maskering som overlevelsesstrategi. Mikrotraumer - de tusindvis af øjeblikke, hvor din autentiske reaktion blev undertrykt, fordi den ikke passede ind. Skam, der har sat sig i kroppen. Selvskade og restriktioner, der har fungeret som regulering. Dissociation, der blev den eneste udvej.
Jeg møder dig der, hvor du er. Ikke med en plan for hvem du skal blive, men med et rum hvor du kan finde ud af, hvem du allerede er.
neurobiologi
ADHD er en udviklingsmæssig forstyrrelse i hjernens dopamin- og noradrenalinsystemer, med størst påvirkning af præfrontal cortex - det område der styrer eksekutive funktioner: planlægning, igangsætning, sekventering, impulskontrol, arbejdshukommelse og emotionel regulering.
Hos kvinder kompliceres billedet af, at østrogen fungerer som en direkte modulator af dopaminsyntese, genoptag og nedbrydning. Det betyder, at ADHD-symptomernes intensitet varierer med menstruationscyklus, graviditet og menopause. Perimenopausen er ofte det tidspunkt, hvor kompensationsstrategierne kollapser - ikke fordi der opstår nye symptomer, men fordi den neurobiologiske understøttelse af maskeringen forsvinder.
Sen diagnose er ikke en tilfældighed. Det er resultatet af et diagnostisk system, der er udviklet på baggrund af drenges adfærd, og som systematisk overser piger og kvinder, der kompenserer.
Hvorfor mig?
Jeg er selv sendiagnosticeret med ADHD. Jeg har prøvet processen indefra; forvirringen, lettelsen, sorgen, og det langsomme arbejde med at forstå sig selv baglæns. Min tilgang er ikke kun samtalebaseret. Jeg kombinerer psykoterapeutisk arbejde med neurobiologisk forståelse og somatisk opmærksomhed, fordi ADHD ikke kun sidder i hovedet og i tankerne. Den sidder i hele kroppen, i nervesystemet, i de mønstre vi har bygget op over årtier. Den har indflydelse på vores kognition, vores arbejdshukommelse og vores evne til at regulere følelser. Der er masser af forskning, der peger på naturen, som værende den bedste assistent, når vi arbejder med neurobiologien. Faktisk er der i 2026 kommet ny viden om, at mennesker med ADHD hjælper deres hjerne med alle de ting, der ellers er svært, når vi bevæger os og samtidig stimulerer - og bevidst bruger kognition i processen. Måske ved du allerede at motion og bevægelse hjælper dig - men måske har du ikke tænkt over, i hvor høj grad hjerne og krop udveksler information og gensidigt stimulerer og understøtter hinandens primære funktion?
Jeg er ikke et godt valg fordi jeg selv har ADHD. Jeg er et godt valg på grund af kombinationen af faglig specialviden og selv at have oplevet, hvordan det teoretiske opleves indefra. Og fordi jeg ved at psykoterapi til mennesker med ADHD kræver noget særligt.