ADHD, autisme og seksualitet
Et overset felt
Når vi arbejder med mennesker med ADHD og autisme, har vi lært at spørge til rigtig mange ting. Sensorisk profil. Maskering. Eksekutive funktioner. Regulering. Måske endda skam og identitetstab — og sågar eksistens?
Men der er noget, vi sjældent spørger om: Seksualitet. Kønsidentitet. Hvem det menneske, der sidder over for os, elsker — og hvordan det påvirker deres livskvalitet og væren i verden?
Det er ikke fordi vi er imod det. Det er fordi vi aldrig har defineret det som en del af vores faglige blik eller ansvar. Vi har forstået neurodiversitet som et neurologisk og kognitivt anliggende, der skal administreres og mestres — og har dermed afskåret os fra at se noget af det allermest menneskelige, der findes.
Forskningen tegner et billede, der stiller spørgsmål til den praksis. Denne artikel samler den aktuelle evidens og folder den ud i tre lag: overlappet mellem neurodiversitet, seksualitet og kønsidentitet, medicinens effekt på seksualiteten, og den særlige sårbarhed hos sent diagnosticerede kvinder i klimakteriet.
Del 1: Mange neurodivergente mennesker er også en del af en seksualitets eller kønsidentitets minoritet
Det er ikke en overraskelse for dem, men det er det tilsyneladende for os
Mange mennesker med autisme og ADHD er aseksuelle, biseksuelle, polyamorøse, homoseksuelle, transkønnede, non-binære — eller noget, der slet ikke har et færdigt navn endnu. De har mere varierede seksuelle identiteter generelt. Og de identificerer sig i langt højere grad som andre køn, end dem vi tror vi ser.
For dem er det ikke en anomali. Det er bare sådan, de er.
Men for os, for klinikere, behandlere, fagfolk, har det tilsyneladende været en overraskelse. For vi har ikke spurgt. Og vi har ikke indrettet vores behandling efter det.
Forskningen bekræfter det, mange neurodivergente mennesker altid har vidst. I en stadig mere robust forskningslitteratur ses det samme mønster, på tværs af studier, metoder og lande: Neurodivergente mennesker er markant hyppigere en del af en seksualitets eller kønsidentitets minoritet.
Hvad forskningen viser
I et internationalt online-studie med 309 autistiske og 310 ikke-autistiske deltagere rapporterede næsten 70% af de autistiske deltagere at være ikke-heteroseksuelle, sammenlignet med 30% i kontrolgruppen. I et hollandsk studie identificerede kun 57% af autistiske kvinder sig som heteroseksuelle. Et separat studie undersøgte kønsidentitet specifikt og fandt, at autistiske deltagere rapporterede et signifikant højere antal kønsdysforiske træk end ikke-autistiske kontrolpersoner.
Det skal bemærkes, at de mindre studier var baseret på online selvrekruttering, hvilket sandsynligvis har ført til en overrepræsentation af deltagere med interesse for seksualitetsforskning. Kontrolgruppens 30% ikke-heteroseksuelle er markant højere end de 5-10%, man typisk finder i befolkningsundersøgelser. Tallene skal derfor læses som retningsgivende for mønsteret, ikke som præcise prævalenser.
Det hidtil største studie på området er metodisk stærkere. Warrier et al. (2020) analyserede fem uafhængige datasæt med over 641.000 deltagere og fandt, at transpersoner og kønsdivergente voksne var tre til seks gange hyppigere autistiske end ciskønnede voksne. Kønsdivergente personer scorede desuden højere på autistiske træk generelt og havde hyppigere andre psykiatriske diagnoser.
For ADHD ses det samme mønster. En systematisk review fra 2022 af 17 studier fandt konsekvent forhøjet ADHD-prævalens hos transkønnede og mennesker med anden kønsidentitet. Et studie af voksne med ADHD fandt, at de var tydeligt hyppigere biseksuelle og hyppigere rapporterede seksuelle erfaringer med samme køn sammenlignet med den generelle befolkning.
Estimaterne spænder bredt afhængigt af metode og rekruttering, men retningen er konsistent. Der er ikke ét studie, der viser det modsatte mønster.
Referencer del 1a:
George, R. & Stokes, M. A. (2018a). Sexual Orientation in Autism Spectrum Disorder. Autism Research, 11, 133–141.
George, R. & Stokes, M. A. (2018b). Gender identity and sexual orientation in autism spectrum disorder. Autism, 22(8), 970–982.
Dewinter, J., De Graaf, H. & Begeer, S. (2017). Sexual orientation, gender identity, and romantic relationships in adolescents and adults with autism spectrum disorder. Journal of Autism and Developmental Disorders, 47(9), 2927–2934.
Warrier, V., Greenberg, D. M., Weir, E., Buckingham, C., Smith, P., Lai, M.-C. & Baron-Cohen, S. (2020). Elevated rates of autism, other neurodevelopmental and psychiatric diagnoses, and autistic traits in transgender and gender-diverse individuals. Nature Communications, 11, 3959.
Nath, R. et al. (2022). The transgender and gender diverse and attention deficit hyperactivity disorder nexus: A systematic review. Journal of Gay & Lesbian Mental Health, 28(1).
Frontiers in Psychiatry (2022). Sexuality in Adults With ADHD: Results of an Online Survey.
Hvorfor? Tre mulige forklaringer
Forskningen peger på mindst tre spor og ingen af dem handler om forvirring.
Frihed fra sociale scripts: Neurodivergente mennesker har mindre automatisk adgang til de sociale scripts, der styrer adfærd inden for det forventede. Det gælder ikke kun kommunikation og social interaktion — det gælder også køns- og seksualitetsnormer. Det handler om en hjerne, der er fri til at mærke, hvad den faktisk oplever, snarere end hvad den burde.
Biologisk variation: Nyere studier antyder mulige genetiske forbindelser mellem neurodivergens og variationer i seksuel orientering og kønsidentitet. Forskningen er på et tidligt stadie, men peger mod fælles biologisk variation snarere end tilfældighed.
Fælles erfaringer med identitet: Både neurodivergente og LGBT+-personer beskriver oplevelser af social eksklusion, identitetssøgen, og pres for at "passe ind." Forståelsen af én del af ens identitet kan hjælpe med at forstå en anden — og give sprog til noget, der altid har været der.
Referencer del 1b:
Walsh, R. J., Krabbendam, L., Dewinter, J. & Begeer, S. (2018). Brief report: Gender identity differences in autistic adults. Journal of Autism and Developmental Disorders, 48(12), 4070–4078.
Warrier et al. (2020) — se ovenfor.
Walker, N. (2021). Neuroqueer Heresies: Notes on the Neurodiversity Paradigm, Autistic Empowerment, and Postnormal Possibilities.
Del 2: Dobbelt masking og minoritetsstress, prisen for usynlighed
To akser af maskering
Maskering, det at undertrykke eller skjule dele af sig selv for at undgå afvisning, er velbeskrevet i neurodiversitetsforskningen. Men det er også et grundvilkår for mange LGBT+-personer, der navigerer heteronormative miljøer.
For mennesker, der er begge dele, neurodivergente og en del af en seksualitets eller kønsidentitets minoritet, akkumuleres maskeringen. De skjuler både deres neurologi og deres seksualitet. Dobbelt maskering belaster nervesystemet med en intensitet, det ikke er bygget til at opretholde over tid.
Minoritetsstress
Mennesker, der lever som en del af en minoritet, bærer noget andre ikke ser. Diskrimination, fordomme, stigma, ikke som enkelthændelser, men som et vedvarende tryk, der aktiverer kroppens stresssystemer og over tid fører til reelle sundhedseffekter. Det er kernen i det, forskningen kalder minoritetsstressmodellen.
For mennesker, der lever i krydsfeltet mellem neurodiversitet og seksualitets eller kønsidentitets minoritetsstatus, lægges stressorerne oven i hinanden. En undersøgelse fra 2024 fandt, at nogle deltagere fremhævede, at en stor del af deres stress stammede mere fra deres neurodivergens end fra deres seksuelle orientering, fordi de to identiteter ikke kan skilles ad. De forstærker hinanden.
Nyere neurobiologisk forskning viser, at kronisk minoritetsstress modificerer den limbisk-præfrontale kredsløb, forstyrrer hypothalamus-hypofyse-binyrebark-aksen (HPA-aksen) og øger den allostatiske belastning: den kumulative slitage på kroppen, når stresssystemerne er kronisk aktiverede.
Referencer del 2a:
Meyer, I. H. (2003). Prejudice, social stress, and mental health in lesbian, gay, and bisexual populations. Psychological Bulletin, 129(5), 674–697.
Minority stress and psychological well-being in queer populations (2024). Scientific Reports, 14.
Walker, N. (2021). Neuroqueer Heresies: Notes on the Neurodiversity Paradigm, Autistic Empowerment, and Postnormal Possibilities.
De kliniske konsekvenser
Prisen for dobbelt minoritetsstress er ikke abstrakt. Den er konkret, og den er alvorlig.
Blandt LGBTQ+-unge, der også har en autismediagnose, har markant flere forsøgt at tage deres eget liv sammenlignet med LGBTQ+-unge uden autisme. Trevor Projects forskning fra 2022 viste, at risikoen var over 50% højere. Det er ikke en statistisk nuance. Det er mennesker, der ikke kunne holde ud at være her mere.
LGBT+-unge oplever også langt hyppigere overgreb end deres jævnaldrende. Næsten hvert tredje LGBT+-unge menneske har oplevet seksuelt misbrug. Næsten lige så mange har oplevet verbal eller fysisk vold. Over en tredjedel opfylder kliniske kriterier for depression, og næsten en tredjedel for angst.
Det er ikke tal. Det er mennesker, der bærer noget, de sjældent bliver spurgt om. Og endnu sjældnere får hjælp til — og behandling for.
Referencer del 2b:
The Trevor Project (2022). Mental Health Among Autistic LGBTQ Youth. Research Brief.
The Trevor Project (2025). 2025 U.S. National Survey on the Mental Health of LGBTQ+ Young People.
A systematic review and meta-analysis investigating the impact of childhood adversities on the mental health of LGBT+ youth. Child and Adolescent Mental Health.
Den danske kontekst: VIVE's undersøgelser
I Danmark har VIVE i 2024 gennemført to undersøgelser, der belyser trivslen blandt danske LGBT+-unge.
Den første undersøgelse (januar 2024), baseret på ca. 31.000 besvarelser, fandt at 13,3% af unge mellem 15 og 25 år tilhører LGBT+-gruppen. LGBT+-elever i grundskolen, på ungdomsuddannelser og FGU-institutioner oplevede markant dårligere trivsel: Godt 40% angav lav livstilfredshed, næsten hver fjerde meldte om lavt selvværd, og cirka hver femte viste tegn på svær angst og depression — andele der var cirka dobbelt så store som blandt elever, der ikke tilhørte LGBT+-gruppen. Andelen, som havde afbrudt en ungdomsuddannelse, var dobbelt så stor blandt LGBT+-unge, og 30-40% af LGBT+-elever følte ikke, de kunne gå til deres lærer med problemer, der vedrørte deres seksualitet eller kønsidentitet.
Den anden undersøgelse (september 2024) fokuserede på 15-17-årige og fandt, at 12% tilhørte LGBT+-gruppen. Undersøgelsen viste markante geografiske forskelle i trivslen:
Hovedstadsområdet: 48% af LGBT+-unge viste tegn på moderat eller svær angst og depression
Aalborg: 53%*
Aarhus: 54%
Sydjylland: 57%
Odense: 71%*
*VIVE bemærker, at resultaterne for Aalborg og Odense er baseret på et relativt lille datagrundlag, og at de præcise procenttal derfor er behæftet med usikkerhed. Retningen: at LGBT+-unge uden for hovedstadsområdet mistrives i højere grad, er dog konsistent på tværs af alle de undersøgte områder.
VIVE har selv erkendt, at det ville være relevant at opdele gruppen i underkategorier, herunder at se på sammenfald med neurodivergens, men at det ikke var muligt inden for det eksisterende budget.
Det er her, det usynlige krydsfelt bliver til et konkret klinisk problem: Vi ved, at LGBT+-unge mistrives. Vi ved, at mange af dem også er neurodivergente. Men ingen danske data ser efter begge dele samtidig.
Referencer del 2c:
VIVE (2024). LGBT+-elevers trivsel og mentale sundhed samt oplevelser af mobning, vold, chikane og diskrimination. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
VIVE (2024). Trivsel og mental sundhed blandt LGBT+-unge. VIVE / LGBT+ Danmark.
Jane Greve, professor MSO ved VIVE — citeret i VIVE's pressemeddelelse og Uddannelsesbladet (2025).
Del 3: Medicin og seksualitet, det vi ordinerer uden at spørge
Den paradoksale effekt af stimulanser
Stimulanser: methylphenidat (Ritalin, Concerta) og amfetamin-baserede præparater (Elvanse/Vyvanse), øger dopamin og noradrenalin i hjernen. Dopamin er centralt for seksuel motivation: Det driver wanting — jagten, lysten, bevægelsen mod.
Men dopamin driver ikke liking — den hedoniske oplevelse, selve nydelsen. Den skelnen er afgørende: Det betyder, at stimulanser kan skrue op for jagten uden at skrue op for tilfredsstillelsen.
I et studie, der analyserede elektroniske journaler fra over 600.000 unge med ADHD, fandt forskerne at stimulanter var forbundet med øget libido og hyperseksuel adfærd, særligt hos mænd, men at de samme mænd samtidig havde højere forekomst af erektil dysfunktion. Altså mere lyst, men en krop der ikke kan følge med. Kvinder på stimulanter viste let forhøjet libido, men også højere forekomst af smerter ved seksuel aktivitet. Non-stimulanter viste færre seksuelle bivirkninger.
Atomoxetin (Strattera) bærer de stærkeste advarsler om seksuel dysfunktion, herunder erektil dysfunktion og en specifik FDA-advarsel om priapisme.
Referencer del 3a:
Berridge, K. C. (2007). The debate over dopamine's role in reward: the case for incentive salience. Psychopharmacology, 191(3), 391–431.
Hale, E. W., Igoe, T. J., Bernat, O. R., Cohan, T. D. & Thompson, K. P. (2025). From hyper- to hypo-: ADHD medications & sexual dysfunction. The Journal of Sexual Medicine, 22(5), 701–710.
Tavsheden
Kliniske studier har historisk underrapporteret seksuelle bivirkninger, fordi patienter sjældent fortæller om det spontant, og klinikere sjældent spørger direkte. Den tavshed har reelle konsekvenser: Voksne, der oplever nedsat libido, erektile vanskeligheder eller forsinket orgasme, ophører ofte med medicinen uden at fortælle deres behandler hvorfor.
FDA har eksplicit bedt klinikere om at spørge til seksuel funktion før behandlingsstart, fordi seksuelle symptomer ikke rapporteres spontant og kan stamme fra den underliggende tilstand såvel som fra medicinen.
Seksuel dysfunktion hos mennesker med ADHD er heterogen og kan omfatte både hyperseksualitet og hyposexualitet. Prædisponerende faktorer inkluderer sensoriske integrationsforstyrrelser, opmærksomhedssvigt, hyperfokus, behov for hyppige forandringer — og rejection-sensitive dysphoria (RSD), som er forbundet med høj forekomst af risikofyldt seksuel adfærd og vanskeligheder med at opretholde relationer.
Referencer del 3b:
Kowalczyk, O. S. et al. (2024). Sexual Functioning in Individuals With Attention-Deficit Hyperactivity Disorder: A Narrative Review. Neuroscience and Biobehavioral Reviews.
Hale et al. (2025) se del 3a.
Hvad det betyder i krydsfeltet
Tænk det ind i de mennesker, denne artikel handler om: Et neurodivergent menneske, der er en del af en seksualitets minoritet, som måske aldrig har fået sprog for sin seksualitet — og som nu oplever, at medicinen enten gør dem hyperseksuelle eller fjerner lysten helt. Og ingen spørger.
Det er ikke ét lag af usynlighed. Det er tre: En seksualitet, der ikke er spurgt til. En medicin, der ændrer den. Og en tavshed mellem kliniker og patient, der gør, at ingen af delene opdages.
Del 4: Kvinder, klimakteriet og den biologiske storm
Østrogen og dopamin: En afgørende forbindelse
Østrogen har en forstærkende effekt på dopaminaktiviteten i hjernen. Når østrogen er højt, fungerer dopaminsystemet mere effektivt, med positive effekter på fokus, motivation, regulering og stemningsleje.
For kvinder med ADHD, hvor dopaminsystemet i forvejen er dysreguleret, er østrogen en usynlig støttesøjle. Når den fjernes, mærkes det.
Perimenopause: Når støttesøjlen vakler
I perimenopause svinger østrogenniveauerne drastisk — med uforudsigelige udsving, der kan strække sig over år, før de stabiliseres på et permanent lavt niveau. En undersøgelse af 2.653 kvinder over 46 år viste, at perimenopause og menopause forværrede ADHD-symptomer markant.
Fordi stimulansmedicin øger dopaminniveauerne i hjernen, kan den delvist kompensere for østrogentab. Men kun delvist. Mange kvinder i perimenopause oplever, at deres velkendte ADHD-medicin pludselig ikke virker som før — en oplevelse, der ofte fejlfortolkes som psykologisk, men som har en klar neurobiologisk forklaring.
Når østrogen er lavt eller faldende hos en kvinde, hvor vigtige neurotransmittere som dopamin allerede er lave eller dysregulerede, forstærker disse mangler hinanden. Kvinder med ADHD kan derfor opleve øget funktionsnedsættelse i alle overgangsfaser, fra menstruation til postpartum til perimenopause.
Det er her, mange kvinder for første gang får deres ADHD-diagnose, fordi symptomerne eksploderer, når østrogen ikke længere kompenserer. De har maskeret hele livet, og pludselig har de ikke ressourcerne til det mere.
Referencer del 4a:
Kooij, J. J. S. (2025). Interview: Interrelation of Hormones and Adult ADHD. Psychiatric Times.
Frontiers in Global Women's Health (2025). Research advances and future directions in female ADHD: the lifelong interplay of hormonal fluctuations with mood, cognition, and disease.
Den seksuelle nedlukning
For sendiagnosticerede kvinder i klimakteriet, der begynder i medicinsk behandling for ADHD, rammer lagene oven i hinanden:
Faldende østrogen medfører vaginal atrofi, tørhed, nedsat blodgennemstrømning til genitalierne og smerter ved seksuel aktivitet.
Stimulansmedicin giver vasokonstriktion, yderligere nedsat blodgennemstrømning, og holder det sympatiske nervesystem aktiveret.
Parasympatisk aktivering, som er nødvendig for seksuel arousal, undertrykkes af den sympatiske aktivering, som stimulanterne opretholder.
Dopaminsystemet kan have nok drive til wanting, men kroppen kan ikke følge med, og den hedoniske oplevelse udebliver.
Resultatet er det, mange kvinder i denne situation beskriver: Regulær nedlukning. Ikke bare nedsat lyst, men en krop, der ikke længere kan gennemføre seksuel aktivitet uden ubehag eller smerte. Og forskningen på denne specifikke kombination: sendiagnosticerede kvinder, i klimakteriet, på stimulansmedicin, og deres seksuelle funktion — er nærmest ikke-eksisterende.
Referencer del 4b:
Berridge, K. C. (2007) se del 3a.
Hale et al. (2025) se del 3a.
Frontiers in Global Women's Health (2025) se del 4a.
Kooij, J. J. S. (2025) se del 4a.
Hvad det kalder på
Denne artikel er ikke ment som en tjekliste. Den er ment som et argument for et andet blik — og en anden tilgang til de mennesker vi møder i vores praksis.
Når forskningen konsekvent viser, at mange neurodivergente mennesker også er en del af en seksualitets eller kønsidentitets minoritet — og at de ofte navigerer begge dele uden at nogen spørger, så kan vi ikke fortsætte med at definere vores felt som et rent kognitivt anliggende, hvor vi laver psykoedukation og snakker mestringsstrategier, for det her handler om menneskers eksistens.
Når vi ved, at den medicin vi ordinerer, påvirker den seksuelle funktion på måder vi sjældent spørger til, og at patienter og klienter sjældent fortæller om det spontant — så har vi et ansvar for at åbne den samtale.
Når vi ved, at sendiagnosticerede kvinder i klimakteriet rammes af en biologisk storm, som ingen forsker systematisk i. Så kan vi i det mindste anerkende at vi ikke ved nok, og at den forskningsmæssige tavshed ikke er neutral.
Vi har lært at sige "hele mennesket." Nu bliver vi også nødt til at underbygge ordene med de handlinger de kalder på, hvis vi mener det.
Vi kan starte med et lille gestus, der fortæller: Jeg er LGBT+ allieret, så du kan være i sikkerhed hos mig.
Kh Cecilie